Efterfødselsreaktioner eller dårligt mor-selvværd

At blive forældre er en stor opgave, som kræver meget arbejde – til gengæld får man også meget kærlighed igen samt glæden ved at have fået et barn. Der sker mange psykiske og kropslige forandringer, når man har født, som kan give negative reaktioner i efterfødselsperioden. De fleste kvinder oplever også at få en “tudetur” på et eller andet tidspunkt i denne periode, hvilket er en naturlig følelsesmæssig reaktion på de mange omvæltninger. Det, man skal være opmærksom på, er dog, at de negative følelser ikke tager overhånd og bliver til hverdag. Når man dertil, kan det være nødvendigt at søge hjælp.

Alle kan få en fødselsdepression – kvinder som mænd.
Dog er der en tangent der viser at hvis man tidligere har haft psykiske lidelser eller er sårbar på anden måde, er der øget risiko for at der efter fødslen kan opstå øget stress eller pres fordi at alle de teknikker man har lært sig inden ikke på samme måde kan komme i spil fordi der nu er kommet et lille væsen hvis behov går forud for mors eller fars. Nogen oplever allerede et øget psykisk pres i graviditeten og her kan det være gavnligt allerede at begynde at arbejde forebyggende der.

Der er ikke et enslydende svar på hvorfor man får en fødselsdepression, men min erfaring med arbejdet med dette viser rigtig ofte at mødre eller fædre der er i tvivl om hvad der forventes af dem som forældre, eller de som aldrig har haft et sundt forældreskab at spejle sig i fra egen opvækst bliver ængstelige for at komme til at give noget dysfunktionelt videre. De har kæmpe forventninger til sig selv, men ved ikke hvordan de så skal give det videre.

”Tryghedscirklen” er et tilknytningsbaseret forældreprogram som kan være med til at give dig et indblik i hvad der kræves af dig som forældre og hjælper dig med at danne den allerbedste tilknytning for dit barn. Her tager vi udgangspunkt i din egen barndomsfortælling – hvad du vil lægge afstand til, og hvad du gerne vil tage med dig videre i dit eget forældreskab – så du kan få et nyt, sundt fundament at være forældre ud fra.

Alle forældre vil nogle gange føle sig fortabt eller uden anelse om hvad vores barn måtte have brug for fra os. Forestil dig hvordan det ville føles hvis du kunne afkode hvad dit barn virkelig beder om. Træningsprogrammet Tryghedscirklen er baseret på forskning om hvordan en sikker forældre-barn tilknytning kan støttes og styrkes og lærer dig hvornår du skal følge dit barns initiativer, og hvornår det er vigtigt at du tager lederskab som forældre.

Vi tager udgangspunkt i jeres eget tilknytningsmønster og de skabeloner i selv har med jer (eller ikke har fået med jer). På denne måde oplever i hvad der skal til for at danne den sundeste tilknytning til jeres barn, men også hvad der skal til for et godt og velafbalanceret forældreskab.

  • Forstå dit barns følelsesmæssige verden ved at lære at læse de følelsesmæssige behov
  • Støt dit barns udvikling i at kunne håndtere følelser
  • Øg udviklingen af dit barns selvværd
  • Følg din medfødte intuition og ønske om at dit barn skal føle sig trygt
  • lær at tage lederskab